Bob Rockwells sidste udgivelse, Bob’s Wilder, skabte en lille sensation. Den scorede første pladsen som årets bedste udgivelsebåde blandt Jazz Specials læsere og blandt bladets madarbejder. Det er ikke sket før eller siden, at enigheden har været så stor, og det fortæller noget om, hvor langt Bob Rockwell er nået som kunstner. „Bob’s Ben” er vil også vække opmærksomhed. Han har aldrig spillet bedre og aldrig har fordybelsen og roen været større. Uden at immiterer har han ladet sig inspirere af Ben Webster. Om tilblivelsen fortæller pladens producer og pianist, Ben Sidran, at Bob lyttede til alle Bens klassiske indspilninger, fandt frem til favoritterne og skaffede sig så mange oplysninger som han kunne fra de musikere, der havde arbejdet med Ben mens han stadig levede. Alle sangene er indspillet i Ben’s toneart, de oprindelige tempo og med Bens personlige opfattelse af akkorderne. Ved indspilningen i studiet stod gruppen tæt, uden høretelefoner Og musikken er mixet, som man gjorde den gang – trommerne til højre, klaveret til venstre, sax og bas i midten.

Bob’s Ben er blevet til en stor hyldest til Ben Webster, en stor saxofonplade, en stor mood-plade BOB’s BEN er en stor Bob Rockwell plade.

Prelude to Ben / Bye Bye Blackbird / Time on My Hands / Old Folks / This Can’t Be Love / That’s All / Sunday / Time After Time / Danny Boy / La Rositta / Tenderly / Bounce Blues / In the Wee Small Hours.

Bob Rockwell (ts), Ben Sidran (p), Billy Peterson (b), Leo Sidran (dr).